|
Afklaring.
Søren og jeg tog ud til hospitalet sammen, denne gang vidste jeg at det muligvis ville være dårlige nyheder, så jeg ville gerne have en med, der kunne være opmærksom og forstående. Jeg var nervøs og urolig for hvad der var i vente, og mente ikke at jeg ville kunne høre så godt efter, som jeg burde.
Efter en lille ventetid, med en god udsigt fra 24. etage på Herlev hæmatologiske afdeling, blev vi vist ind til en mand i fyrrene, med et venligt og alvorligt ansigt. Der var ingen tvivl om at denne mand vidste hvad han lavede.
Jeg følte mig tryg ved ham og kunne under samtalen forstå på ham, at han følte med os og vores situation.
Vi fik at vide at det var, hold fast :
Storcellet anaplastisk T celle lymfom, højmalint.
Lang beskrivelse ikke sandt. Vi fik også at vide at det var en aggressiv type og at det var non-hodgkin.
Nu viste jeg hvad hodgkin var, da jeg havde hørt fra min læge at denne form er nem at kurere. Derfor lød det voldsomt i mine ører at det var non-hodgkin og ovenikøbet en aggressiv type.
Vi fik også en beskrivelse af det nærmere forløb, der gik ud på kemoterapi (CHOEP), seks til otte gange i løbet af de næste 18 uger, efterfulgt af et par måneders rekreation.
Jeg spurgte ham, om han kunne give mig en garanti for at jeg overlevede, tosset ikke ?, men den garanti ville have været dejlig. Han mente dog ikke at han kunne love mig noget, men han troede, at jeg ville have en god chance for at komme igennem forløbet, fordi jeg var så ung.
Samtalen sluttede efter en halv times tid. Jeg kunne ikke holde til mere, så jeg brød sammen ude på gangen. En sød sygeplejerske tog os med ind i et samtalerum, hvor hun prøvede at trøste og overbevise mig om, at det nok skulle gå alt sammen.
Jeg faldt lidt til ro, og her var det at jeg faldt over hospitals- væsenets specielle ordsprog den første gang. Hun sagde nemlig:
"du skal nok komme godt over på den anden side"
Dette udtryk har jeg tænkt meget over, for det var et ordsprog, som jeg satte i forbindelse med døden, og derfor lød det helt forkert i mine ører.
Når jeg ser tilbage på mit forløb, efter at det hele er overstået, er det ikke helt ved siden af.
For man ser døden i øjnene, før man fortsætter sit liv, på den anden side af afgrunden.
Man begynder forfra, med nye værdier og meninger, og det føles lidt som at være født på ny.
Jeg fik en tid til en CT - skanning dagen efter, for nu skulle det gå stærkt. Jeg mødte op alene, da jeg ikke så nogen grund til at Søren skulle sidde og vente på mig i flere timer.
Det hele begyndte med, at jeg fik en hvid halv liters plastik-flaske med skruelåg og en venlig påmindelse om at denne væske skulle drikkes indenfor en halv til en hel time. Se det lød jo let nok. MEN, det er lidt tykt i det, og smager en lille smule af kokos, så det bliver nok aldrig min livret. Jeg drak meget små mundfulde, og det endte med at jeg nærmest måtte sluge det sidste, for at nå det, hvilket resulterede i, at jeg var ved at kaste det hele op igen. Heldigvis fik jeg lov til at lade den sidste halve deciliter stå.
Nu skal jeg jo lige passe på at jeg ikke skræmmer nogen, for mange af de andre der drak det, tog det fint, og mente ikke at det var noget problem.
Da jeg havde drukket væsken, blev jeg kaldt ind, og blev bedt om at smide blusen samt bh én, jeg fik udleveret en dejlig løs og afslappet undertrøje, som jeg kunne tage på istedetfor, (jeg bliver nok aldrig fan af deres tøj), også kunne jeg lægge mig tilrette på briksen.
Jeg fik lagt et drop og fik et tæppe over mig så jeg ikke frøs, det var et venligt og proffesionelt personale, og det var ikke så slemt som jeg havde frygtet.
Nu tror de fleste nok, at en skanning handler om et langt rør, der giver klaustrofobiske tendenser, men dette rør havde de skåret over, så der kun var en stor rund skive tilbage, og denne skive kører frem og tilbage, samtidig med at man skal holde vejret.
Det sjove ved denne behandling er, at man får tilført et kontrastof i blodet for at gøre forskellene i blodkarrene og organerne mere tydelige, og det giver en helt speciel varm og behagelig fornemmelse i kroppen, især nede i skridtet, (altså ikke på den seksuelle måde). Nogen mener at det føles som at tisse i bukserne. Så om ikke andet, kan I se frem til denne lille pudsighed.
Det hele tog ikke mere end fem til ti minutter, også kunne man smutte hjem igen.
Et par dage efter var der besked om scanningen, og jeg blev kaldt til samtale om det videre forløb.
Det var en kvindelig læge, jeg vil skyde på at hun var i fyrrerne, og hun var meget venlig og proffessionel. Hun spurgte om jeg ville have taget mine æg ud inden kemoen, da de ellers ville dø, og jeg sagde nej tak, da jeg jo havde fået to dejlige piger allerede.
Jeg er lykkelig for at jeg allerede havde fået min børn, for jeg ville simpelthen ikke turde at blive gravid fremover, af frygt for at skulle få kræft igen. Et er at være syg selv, noget helt andet er, at skulle gennemgå dette sammen med sit ufødte barn.
Ikke desto mindre er det en svær beslutning, for den er uigenkaldelig og man kender jo ikke sin fremtid.
I løbet af samtalen fik jeg også at vide at jeg var i stadie tre, hvilket betyder at jeg havde fire lymfeknuder i kroppen og at de var fordelt på begge sider af mellemgulvet. Alle lymferne var ca 2 x 4 cm, så de var stadigvæk forholdsvis små.
Min læge mente at vi skulle gå den almindelige kemo igennem, også anbefalede hun, at jeg fik en hård kemo, (BEAM), til sidst med knoglemarvstransplantation, og måske lidt stråler under armen.
Se det lød lidt voldsomt, men jeg stolede på at hun viste, hvad der var bedst for mig.
Da jeg kom hjem levede jeg i min egen mørke verden.
Mit arbejde, venner og familie fik besked om min situation, og vi fik en masse søde svar fra bekymrede og støttende mennesker.
I løbet af de næste dage, modtog jeg buketter fra familie og venner og gaver fra arbejdet, og det er ikke fordi, at jeg ikke værdsatte deres gode hensigter, men det føltes altså lidt som en kirkegård, med alle de blomster.
Heldigvis var der også nogen der sendte mig en god bog, som jeg kunne læse når jeg gik igennem mine behandlinger. Blomster er smukke og dejlige, men de bliver også brugt til begravelser, og i denne situation, tænker man som patient kun på en ting, og det er døden.
I de dage der fulgte gik jeg i mine egne tanker, og var fuld-stændig grå indeni. Jeg kunne ikke holde ud at høre sørgelige sange, og se film der handlede om døden.
En eftermiddag dansede jeg til Safri Duo, og nød det faktum at jeg stadigvæk havde hår.
Det hjalp at få det hele ud af kroppen. Jeg havde mest lyst til at skrige og jamre, men vores kultur lægger ikke op til denne form for sorg, så det blev dans istedetfor, hvilket jeg kan anbefale.
|
