|
De første uger
Jeg havde fået at vide, at jeg nok ville få en dårlig periode efter nogle dage, og dette oplevede jeg efter en uges tid.
Jeg blev simpelthen træt, ikke almindelig træt, men så afkræftet at jeg ikke orkede andet end at ligge på sofaen hele dagen.
I disse dage var mit imunforsvar i bund, og derfor kunne jeg ikke aflevere og hente børn. Jeg flyttede også ind i stuen og sov på sofaen, da børnene tit kom ind i dobbeltsengen om natten.
Det var ikke rart at skulle "skilles" fra mand og børn på denne måde, men det gav mig fred i sjælen, med hensyn til smittefare.
Efter nogle dage, ringede de inde fra kommunen, for at følge op på min sygdom. Min sagsbehandler var meget sød og forstående, og nærmest undskyldende på mine vegne. Jeg behøvede ikke at møde op på rådhuset, og vi fik en kort snak om mit forløb og om, hvor længe det ville vare, før jeg kunne blive rask igen.På det tidspunkt i mit liv, var alting meget dystert og mit oveskud lille, så jeg var meget taknemmelig for ikke at skulle møde op og forsvare mig selv.
Jeg fandt hurtigt ud af at jeg havde brug for en "kur" ,Psykisk, for at komme igennem mit forløb, og jeg behøvede en slags beskytter i min hverdag.
Nu har jeg altid haft en god fantasi, så jeg opfandt et spil, der kunne hjælpe mig i min kamp.
Jeg har i mine unge dage spillet en del volleyball, og har været glad for det, så det var en oplagt mulighed at bruge spillet i min hverdag.
I mit spil var mine venner og lægerne spillerne, og vores modstandere var kræftcellerne. Min maskot var en delfin og en flyvende hest.
Delfinen er i virkeligheden en lille glasdelfin som jeg fik af min bedste veninde, for nogle år tilbage, og hesten var en lille tøjhest som jeg lånte fra min ældste datter. Hesten var også god til at putte med i sengen :-).
Hver gang der skete noget godt i mit liv, (måske fik jeg hjælp fra en veninde, måske blev knuderne mindre), så vandt mit hold en omgang, og hver gang kræften fik overmandet mit sind, vandt de en omgang.
Hesten og delfinen gav mig en masse trøst i hverdagen, og en tro på at det nok skulle blive ok alt sammen.
En anden psykisk tankeleg jeg brugte senere hen, gik ud på at jeg i tankerne byggede min krop op med mursten, for at kunne udholde smerterne, den hjalp mig over de værste stunder.
Da jeg fik min anden kemo, var jeg alene derude, jeg kom dog til at sidde ved siden af en ung mand der også fik behandling.
Vi sad og hyggesnakkede igennem forløbet. Det tog opmærksom-heden fra droppet, og det var rart at høre hans historie, nok mest for sammenligningens skyld.
Jeg mødte ham til en senere kemo, men på dette tidspunkt var han meget dårligere, og orkede ikke at snakke med mig.
Dette ramte mig lige i hjertet, da jeg vidste hvor slemt det var at komme igennem, og han mindede mig meget om mig selv, når jeg havde det værst.
Når jeg fik kemo, viste jeg aldrig at jeg havde det dårligt, jeg overlevede på min humor, og lod som om at det hele ikke var så slemt.
Inderst inde hadede jeg det. Jeg så det altid som noget der skulle overståes hurtigst muligt. Jeg kunne ikke lide tanken om at skulle have gift igennem mine årer, og jeg havde meget svært ved at se det som en medicin, fordi at det var alt for stærkt og ødelæggende et middel.
Jeg var bange for hvad giften ville gøre ved min krop, og jeg havde svært ved at forstå, at kroppen bare kunne klare disse voldsomme mængder. Samtidig kunne jeg mærke effekten af kemoen og kunne fornemme, hvordan mine celler blev ødelagt, en efter en.
Nogle sygeplejersker prøvede at vende mine tanker, og Kemokasper havde også en rigtig god historie, med de små kaspere der bliver sendt ind for at slå kræften i hovedet, men det lykkedes ikke helt. Bogen vil jeg dog gerne anbefale, hvis man har børn. Den kan fåes igennem kræftens bekæmpelse og er gratis.
Nu var det jo sådan at jeg skulle have kemo i tre dage lige efter hinanden, og det var rigtig lang tid at sidde og vente, både inden, i behandlingen og efter. Derfor tog jeg min bærbare computer med, og sad og spillede kabale og andre gode spil.
Jeg vil dog lige advare her, for de spil jeg spillede under mit behandlingsforløb, giver mig kvalme, hvis jeg spiller dem i dag. Så hvis du har et spil du er rigtig glad for, så lad være med at bruge det !!.
Jeg fik også læst en del bøger og spillet en masse sudoku på telefonen. Mulighederne er mange, og det er en god ide at vende tankerne hen på noget andet, for så kan man være så heldig at man helt glemmer hvad man laver ;-).
|
